En af vores kundechefer besøgte for et stykke tid siden en virksomhed, hvor han fortalte om pensionsordningen. Han fortalte blandt andet om de forsikringer, ordningen indeholder.
Efter mødet kom en medarbejder hen til ham. Hun fortalte, at en af hendes tidligere kolleger havde været ude for en ulykke og derfor ikke længere kunne arbejde. Medarbejderen var sikker på, at kollegaen ikke kendte noget til sin invalideforsikring i Industriens Pension og spurgte, om hun mon var berettiget til invalidesum og invalidepension?
Kundechefen opfordrede medarbejderen til at få kollegaen til at kontakte Industriens Pension, og det var en god idé. Kvinden, der ganske rigtigt ikke vidste, at hun havde en forsikring, fik både tilkendt 100.000 kr. i engangssum og invalidepension på 5.000 kr. om måneden.
Historien er ikke enestående. Det sker, at vores kundechefer møder medlemmer, der enten ikke er klar over eller har glemt, at de har mulighed for at få penge, hvis de bliver alvorligt syge eller ikke længere kan arbejde.
Vær med til at sprede budskabet om, at man skal huske sit pensionsselskab, hvis uheldet rammer. Du kan begynde med at anbefale kollegerne at abonnere på vores nyhedsbrev og synes godt om os på facebook, hvor vi løbende fortæller om de tilbud og muligheder, der følger med pensionsordningen.