I Industriens Pension skal du ikke vente på det offentlige, hvis du mister erhvervsevnen

Medlemmer af Industriens Pension skal ikke vente på kommunernes førtidspension for at få udbetalt forsikringer for tabt erhvervsevne.





Vi har igen i år jævnligt hørt om problemet i medierne: Historier om nedslidte borgere, der trods delvist tabt arbejdsevne ikke kan få offentlig førtidspension. Det kan være en langstrakt og opslidende affære at få førtidspension i kommunerne, men til gengæld skal du være opmærksom på, at dit pensionsselskab ofte kan hjælpe, hvis uheldet er ude.

Hvis du mister erhvervsevnen, kan du nemlig som medlem af Industriens Pension nyde godt af en hurtig sagsbehandling og en mulig tilkendelse af invalidepension helt uden om det offentlige system. Selskabet har nemlig valgt ikke at lade invalidepensionen afhænge af, om medlemmerne har fået tilkendt førtidspension af kommunerne.

”Vi har vores egne lægekonsulenter og kunderådgivere, som vurderer, om medlemmerne er i stand til at arbejde eller ej. Det betyder, at betydelig flere får invalidepension, end hvis vi havde fulgt det offentliges vurdering. Over en årrække har flere tusinde af vores medlemmer fået tilkendt invalidepension, selvom de ikke var på førtidspension på vores tilkendelsestidspunkt,” siger Maria Edelmark Schioldann, leder af Medlemsservice i Industriens Pension.

Hermed har Industriens Pension gjort sig uafhængig af de stramme regler for førtidspension, der blev indført i 2013. De offentlige regler fra 2013 betyder, at langt færre danskere med nedsat erhvervsevne bliver tilkendt førtidspension af kommunerne end før førtidspensionsreformen.

Et par timers fleksjob og ret til invalidepension

Tilgangen betyder, at et stort antal medlemmer, der mister en stor del af erhvervsevnen, men f.eks. kan arbejde nogle få timer om ugen i fleksjob, kan modtage invalidepension fra Industriens Pension. Det er muligt, hvis medlemmerne har mistet mindst to tredjedele af erhvervsevnen – også selv om de ikke kan få førtidspension fra det offentlige.

”Samtidig ved vi, at sagsbehandlingstiden betyder meget, og medlemmerne sætter stor pris på ikke at skulle vente på det offentlige,” siger Maria Edelmark Schioldann.