Ny fremtid for Mjølnerparken i København: Industriens Pension indgår som medinvestor

Mjølnerparken i København går en ny fremtid i møde. I 2023 overtager NREP ejerskabet og udlejningen af to af de fire karréer i Mjølnerparken, mens Industriens Pension er medinvestor. Sammen med Bo-Vita ønsker de nye ejere at omdanne Mjølnerparken til et trygt og åbent københavnerkvarter.





Siden regeringens ghettoliste blev offentliggjort for første gang i 2010, har Mjølnerparken stået på listen. Det skal aftalen om overtagelsen af de to karréer i Mjølnerparken være med til rette op på. Det almene boligselskab Bo-Vita har netop indgået aftale med NREP om den fremtidige udvikling og udlejning af 260 boliger i Mjølnerparken. 

NREP er allerede i dag engageret i et lignende byudviklingsprojekt i Tingbjerg. Frem mod NREP’s overtagelse af de to karréer i 2023 skal hele Mjølnerparken gennemgå en omfattende renovering af både boliger, bygninger og udemiljøet. Dette vil - sammen med samarbejdet mellem Bo-Vita, NREP og andre - sikre, at kvarteret får et markant løft og en ny start. Projektet bakkes også op af Industriens Pension, der er pensionsselskab for over 415.000 medlemmmer over hele landet og er medinvestor i opgraderingen af området.

Mere blandede boligtyper
Hos Bo-Vita er man overbevist om, at samarbejdet med NREP og Industriens Pension kan løfte Mjølnerparken som område: 

”Mjølnerparken skal af ghettolisten én gang for alle, og det kræver, at vi skaber mere blandede boligtyper, så beboersammensætningen ændres, og så Mjølnerparken i fremtiden bliver en helt almindelig bydel i København. NREP har bevist at være en ansvarlig ejendomsvirksomhed – blandt andet med projektet i Tingbjerg. Det vigtigste krav til en samarbejdspartner var, at der skulle være en langsigtet interesse i området, så vi kan sikre, at Mjølnerparken bliver socialt bæredygtig,” siger Jan Hyttel, formand for Bo-Vita. 

Han suppleres af byudviklingsdirektør i NREP, Jens Kramer Mikkelsen:

”Mjølnerparken har mange kvaliteter, men har alligevel haft det svært i mange år. Utryghed, kriminalitet og sociale problemer. Men Mjølnerparken fortjener en chance mere. Det vil vi være med til. Det er vores ambition at gøre Mjølnerparken til en integreret, attraktiv bydel i København, som københavnerne trygt kan leve og færdes i. Og mit personlige mål er at være med til at skabe en tryg, åben og blandet bydel for københavnere med almindelige familieindkomster. Jeg ved godt, at meget har været forsøgt i Mjølnerparken, og at en ny, positiv udvikling ikke kommer at sig selv. Derfor ser vi i NREP et stort potentiale i samarbejdet med Bo-Vita og Industriens Pension om at løse udfordringerne,” siger han.

Frasalget af de 260 boliger sker som følge af den politiske beslutning om, at andelen af almene familieboliger i de såkaldte hårde ghettoer skal nedbringes med 60 procent. 

Langsigtet perspektiv og stabile afkast
I Industriens Pension er chef for unoterede investeringer, Jan Østergaard, glad for at kunne bidrage til et løft af området og til en mere blandet beboersammensætning som investor. 

”Vi er glade for at være en del af projektet, som vi er overbeviste om vil skabe en bedre fremtid for Mjølnerparken og bidrage med solide og stabile afkast til medlemmerne. Der er tale om en god investeringscase, og projektet bygger på en meget gennemarbejdet model, hvor alle involverede har et langsigtet perspektiv,” siger Jan Østergaard.

Hele Mjølnerparken får et løft 
I de kommende år vil omkring 500 lejligheder i Mjølnerparken blive renoveret. Denne renovering er vedtaget af beboerne selv.

Jens Kramer Mikkelsen fra NREP fremhæver, at  det nye Mjølnerparken skal være en attraktiv bydel med boliger, der er til at betale.

”Jeg var aktiv i københavnsk politik, da de første beboere flyttede ind i Mjølnerparken i 1980’erne. Alle gik ind i projektet med intentionen om at skabe gode boliger til lønmodtagere med almindelige indkomster. Mjølnerparken udviklede sig, som alle ved, anderledes. Men nu har vi chancen for at give Mjølnerparken en ny start. Når vi overtager de nyrenoverede lejligheder i 2023, er det vores ambition at tilbyde boliger af høj standard med nyt køkken, bad og altan – og med en husleje, som netop er til at betale for almindelige indkomster.” siger han.