Industriens Pension ansætter ny teamleder i Aktuariatet





Industriens Pension har ansat 36-årige Magnus Tor Ry Hessler som ny teamleder i Aktuariatet i Industriens Pension. Han kommer med solid aktuarerfaring fra Danica og Velliv.

Magnus Tor Ry Hessler kommer fra en stilling som senior-aktuar i Velliv, og han bliver nu en ud af to teamledere, der tilsammen har personaleansvaret og ansvaret for den daglige drift i Industriens Pensions Aktuariat. Magnus Tor Ry Hesslers stilling er nyoprettet, og han kommer til at referere til Industriens Pensions ansvarshavende aktuar, Rikke Francis.

Magnus Tor Ry Hessler er uddannet aktuar ved Københavns Universitet og har i de seneste 10 år arbejdet som aktuar og senior-aktuar i henholdsvis Danica og Velliv. Senest har han som senior-aktuar i Velliv bl.a. arbejdet med en videreudvikling af komplekse modeller for hensættelser og forventet levetid, ligesom han har arbejdet med klassiske aktuaropgaver inden for statistik, fremskrivninger og rapportering.

”Magnus er en faglig stærk aktuar og har stor erfaring med de mere komplekse aktuariatsopgaver. Jeg er overbevist om, at han som teamleder vil bidrage positivt til den fortsatte udvikling af vores velfungerende Aktuariat. Det handler i sidste ende om, at vi giver vores bidrag til at sikre en fortsat virkelig velkørende og solid pensionsordning, der hele tiden udvikler sig,” siger ansvarshavende aktuar i Industriens Pension, Rikke Francis.

Skal stå i spidsen for arbejde med hensættelser og soliditet
Som ny teamleder i Aktuariatet i Industriens Pension skal Magnus Tor Ry Hessler stå i spidsen for det omfattende arbejde med forsikringsmæssige hensættelser samt beregninger i forhold til selskabets soliditet.

Arbejdet omfatter bl.a. opgørelser af de forsikringshensættelser til solvensbrug, valideringer af hensættelserne og bidrag til risikostyringssystemet med solvensberegninger, følsomhedsanalyser mv. Det er de områder, der sagt med forsikringstermer hører under selskabets aktuarfunktion.

Med i centrale arbejdsgrupper
Sideløbende med arbejdet i henholdsvis Danica og Velliv har Magnus Tor Ry Hessler været beskikket censor ved censorkorps for matematik ved Københavns Universitet, ligesom han har været medlem af en række centrale arbejdsgrupper i brancheforeningen Forsikring & Pension, herunder arbejdsgrupper vedrørende solvensregler, pensionsprognoser og levetidsrisiko.

Magnus Tor Ry Hessler er tiltrådt den nye stilling i Industriens Pension i juni. Privat bor han på Frederiksberg sammen med sin hustru.