Så meget kan du indbetale til pension i 2025

Hvis du indbetaler til pension andre steder end Industriens Pension, så skal du være opmærksom på de indbetalingsgrænser, der gælder i 2025.





Det er altid en god idé at tjekke, at tallene på din forskudsopgørelse for 2025 stemmer overens med de forventede indbetalinger. På den måde sikrer du, at du fx får de fradrag, du har ret til. Det er især en rigtig god idé at tjekke tingene efter i sømmene, hvis du får nyt job i løbet af året eller indbetaler til en privat pensionsordning.

Vi kan nemlig kun se, hvad du indbetaler til os.

Indbetaler du til pension andre steder? Så giv os besked

Det er derfor vigtigt, at du selv holder styr på dine indbetalinger andre steder, så du undgår at skulle betale penge tilbage i skat næste år, hvis du overskrider indbetalingsgrænserne. Du må for en god ordens skyld også gerne kontakte os, hvis du får nyt job og dermed også måske ny pensionsudbyder. Så kan vi nemlig tage højde for indbetalinger andre steder i god tid.

Indbetaler du kun til pension hos os? Så har vi styr på dine indbetalingsgrænser

Du behøver til gengæld ikke at foretage dig noget, hvis du kun indbetaler til pension hos os. Så holder vi styr på indbetalingsgrænserne for dig.

Pensionsindbetalingsgrænser 2025

Ratepension    65.500 kr.
Aldersopsparing
(over 7 år til folkepensionsalderen)
   9.400 kr. 
Aldersopsparing
(under 7 år til folkepensionsalderen)

   61.200 kr.
Livslang pension    Via arbejdsgiver: Intet indbetalingsloft
   Privat: 60.300 kr.

En lille indbetaling i dag kan blive til en større udbetaling i fremtiden

Har du leget med tanken om at indbetale lidt mere til din pension?

Henover et helt arbejdsliv kan selv små løbende ekstra indbetalinger blive til større udbetalinger, når du skal på pension. Takket være renters rente-effekten arbejder dine penge for dig år efter år, når du får afkast på afkast. Billedligt talt fungerer det ligesom snebolden, der ruller ned ad bjergsiden og vokser sig større og større meter for meter.

Så meget kan en ekstra indbetaling på 500 kr. om måneden vokse sig til*

  • En 20-årig kan få omkring 1.470.000 kr. ekstra.
  • En 30-årig kan få omkring 600.000 kr. ekstra.
  • En 40-årig kan få omkring 440.000 kr. ekstra.
  • En 50-årig kan få omkring 210.000 kr. ekstra.
  • En 60-årig kan få omkring 70.000 kr. ekstra.

Ekstra indbetalinger til pension giver dig en række skattefordele

  • Du får skattefradrag af dine indbetalinger til ratepension og livslang pension.
  • Du betaler mindre i skat af et afkast, du opnår på en pensionsopsparing, end hvis du havde investeret pengene andetsteds.

Der er flere måder, du kan spare ekstra op til pension på:

  • Du kan selv indbetale et fast beløb hver måned.
  • Du kan bruge dine fritvalgsmidler til at spare ekstra op.
  • Du kan foretage en enkelt indbetaling, hvis du fx har luft i budgettet i en enkelt måned.
  • Du kan bede din arbejdsgiver om at bruge noget af din løn til ekstra pensionsopsparing.
Når året er afsluttet, indberetter vi dine indbetalinger til os til Skattestyrelsen, så du får de fradrag, du evt. måtte have ret til.

*hvis du går på pension som 69-årig. Beløbet er ikke en garanti, men et estimat beregnet ud fra en række forudsætninger, og det eksakte beløb afhænger naturligvis i sidste ende af de løbende indbetalinger og det løbende afkast.