Peter Lindeggard

Hej!

Godt at du kiggede forbi. Her er du - i hvert fald, hvis du spørger mig - kommet til et af de virkelig spændende områder ved pensionsordningen: Industriens Pensions investeringer. 

Vi har en bred og robust investeringsportefølje, der er spredt på mange forskellige aktivklasser, sektorer og geografiske områder verden over. Kort fortalt er vores formål at skabe det højest mulige afkast til den lavest mulige risiko. Og vi gør det på ansvarlig og ordentlig vis, da vi har en grundlæggende tro på, at vi ved at tage ansvar og være en aktiv investor kan beskytte og øge afkastet til medlemmerne.

Spredte investeringer har vist sit værd

Investeringsstrategien i Industriens Pension har i mange år været bygget op omkring værdiskabelse gennem en veldiversificeret portefølje med betydelige investeringer i bl.a. obligationer, aktier, infrastruktur, ejendomme, unoterede selskaber, vedvarende energi og mange andre typer aktiver. Ved at sprede investeringerne har vi mindsket den samlede risiko og sikret en robust investeringsstrategi, der har skabt solide resultater i vidt forskellige markedsmiljøer.

Som langsigtet investor investerer vi i den globale vækst. Under perioder med konjunkturnedgang og urolige finansmarkeder kan der på kort sigt forekomme udsving og fald i afkastet, men vores fokus på langsigtede og diversificerede investeringer har gennem alle år vist sig som en meget betydelig fordel for medlemmerne.

Både de noterede og unoterede investeringer i Industriens Pension har gennem mange år bidraget til at sikre et af branchens absolut højeste langsigtede afkast. 

Bidrag til en ansvarlig samfundsudvikling

Pensionsformuen i Industriens Pension er gradvist vokset år for år, og vi forvalter i dag en betydelig formue på over 240 mia. kr. (medio 2024). Investeringer i den størrelsesorden kan medvirke til at sætte betydelige aftryk på hele samfundet og virksomheder i ind- og udland, og samfundet har berettigede forventninger til, at de voksende pensionsformuer om muligt bidrager til en mere ansvarlig samfundsudvikling.

Vores tilgang til ansvarlige investeringer går bl.a. gennem aktivt ejerskab, hvor vi stiller krav og forsøger at påvirke de selskaber, som vi investerer i. Gennem dialogforløb med selskaber og afstemninger på generalforsamlinger skubber vi selskaberne i en mere ansvarlig retning. Det gør vi gerne sammen med andre investorer, da det ofte giver større indflydelse og bedre resultater, når vi løfter i flok.

Stor fokus på investeringer i klimaløsninger

Vi har i Industriens Pension stor fokus på investeringer i klimaløsninger under forudsætning af, at vi kan få fornuftige risikojusterede afkast, og vi har bl.a. betydelige investeringer i vedvarende energiinfrastruktur – både via fonde og via direkte investeringer. Blandt de direkte investeringer i vedvarende energi finder man bl.a. flere havvindmølleparker i Nordsøen, solcelleparker i Danmark, Polen og Sverige samt forskellige former for biogasproduktion.

En karriere i balance

Afslutningsvist vil jeg - i stedet for at gå yderligere i detaljer om investeringsstrategien - fremhæve, at vi i Industriens Pension har stor fokus på faglig udvikling i det daglige arbejde, og at du her vil blive omgivet af både dybt kompetente, behagelige og sjove kolleger – alle med et højt fagligt niveau til fælles. Samtidig er vi forstående for medarbejdernes behov for fleksibilitet, og vi forventer ikke, at du arbejder mere, end du er ansat til. Eller kort fortalt: Vi tilbyder en karriere i balance.