Det bliver aldrig kedeligt
Jeg er en del af juridisk afdeling. Vi er fire kolleger, og jeg har ansvar for investeringer og kontrakter omkring det. Det kan være alt fra køb af ejendomme til investering i fonde.
Nu har jeg været i IP i 21 år, og det vidner også om, at det aldrig bliver kedeligt at arbejde i IP. En af grundene til det er fra mit perspektiv, at ledelsen ikke er bange for at give medarbejderne ansvar.
Plads til at træffe beslutninger - og vende bøtten
Det er jo tit en floskel, men for at det skal fungere, skal en ledelse jo samtidig acceptere, at man giver ansvaret videre. Og det får vi, synes jeg – også hvis jeg træffer en forkert beslutning, så bliver jeg ikke hængt til tørre.
Derudover synes jeg ikke, vi er bange for at udfordre den måde, forretningen kører på. Vores ledelse er klar til at vende bøtten og se, om der er smartere måder at arbejde på.