Industriens Pension vinder årets hovedpris ved Kundeserviceaward 2022

Industriens Pension har vundet priserne for ’Bedste kundeservice’ og ’Bedste serviceorganisation’ ved Kundeserviceaward 2022, der netop er blevet uddelt i Industriens Hus i København.





Den bedste kundeservice på tværs af alle brancher. Det er det stempel, som Industriens Pension netop har fået på Kundeserviceaward 2022, der bliver uddelt af konsulenthuset Wilke. 

Ud over hovedprisen for den samlede kundeservice vandt Industriens Pension også prisen for ’Bedste serviceorganisation’, der dækker over den bedste serviceparathed og veldefinerede strategier i organisationen. I alt blev der uddelt syv priser på tværs af brancher, hvoraf Industriens Pension vandt de to.

”Det er virkelig nogle priser, som vi i den grad værdsætter. Vi har gennem lang tid arbejdet målrettet på mange fronter for at gøre både vores digitale og telefoniske medlemsservice endnu bedre, og det er super dejligt, at det arbejde bliver anerkendt med så flotte priser. Det er virkelig godt gået af alle de dygtige kolleger i afdelingen,” siger afdelingschef for Medlemsservice og Virksomhedsservice i Industriens Pension, Maria Edelmark Schioldann.

Fokus på både digital og telefonisk kundeservice

Prisen for den bedste samlede kundeservice på tværs af brancher uddeles til den virksomhed, der samlet scorer bedst på tværs af digital og telefonisk kundeservice. Wilke uddeler hvert år priserne for at hylde de virksomheder, der er bedst til at skabe gode kundeoplevelser.

Industriens Pension er pensionsselskab for timelønnede i Industrien, og selskabet har hvert år kontakt med flere hundrede tusinde medlemmer – enten over telefon eller via en af de digitale platforme. Derfor er grundig og serviceorienteret rådgivning et nøgleområde for selskabet, som man hele tiden forsøger at forbedre og optimere i forhold til medlemmernes behov.

En række markante priser dette efterår

Priserne fra Kundeserviceaward 2022 er blot de seneste to i en række prestigefyldte priser, som Industriens Pension har vundet dette efterår. 

Forleden blev selskabet kåret af FinansWatch og Wilke som pensionsselskabet med branchens bedste image. I oktober kunne selskabet fejre prisen som ’årets digitale pensionsselskab’ for andet år i træk, og i september fik selskabet prisen som årets globale investor i infrastruktur, der blev uddelt af organisationen Investment & Pensions Europe (IPE).