Ny helhedsplan for stor attraktiv bydel i Egedal er klar

En enig dommerkomité har valgt Vandkunsten som vinder af en arkitektkonkurrence om helhedsplanen for Landskabsbyen i Egedal Kommune med op mod 900 nye boliger. Den nye bydel skal udvikles i tæt samarbejde mellem kommunen, borgerne, Industriens Pension, Vandkunsten og 2L Projektudvikling.

Landskabsbyen i Egedal. Illustration Vandkunsten



Visionen for Egedal Kommunes kommende grønne bydel, Landskabsbyen, ligger nu klar. Tegnestuen Vandkunsten har vundet en arkitektkonkurrence om en overordnet plan for den nye bydel, og den kommende tid skal der nu arbejdes videre med planen med input fra borgere og andre interesserede.

Tre arkitektfirmaer var inviteret til at give deres bud på den nye bydel nord for Egedal Station, og det er planen at bruge delelementer fra alle de tre helhedsplaner. Vandkunstens plan bliver det bærende element i udviklingen, og der er lagt op til en mangfoldig bydel, der skyder op i tæt samspil med den omkringliggende natur.

Industriens Pension er projektets bygherre og investor, mens 2L Projektudvikling er den nye bydels projektudvikler. Over en årrække vil Industriens Pension investere et milliardbeløb i det nye boligprojekt.

”Vandkunsten er kommet med en både visionær og robust helhedsplan for området. Vi har nu et rigtig godt udgangspunkt for at skabe en attraktiv bydel med blandede boligtyper, mange gode byrum og direkte adgang til natur og grønne rekreative områder. Jeg glæder mig meget over, at projektet nu kan gå til næste fase, hvor vi skal arbejde videre med input fra bl.a. Egedals borgere,” siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.

Klynger og grønne landskabskiler

Udviklingen af de op mod 900 nye boliger i Landskabsbyen kommer til at ske i etaper, og de første boliger forventes at stå færdig i 2025. 

Den nye plan fra Vandkunsten er baseret på en række klynger, der hver indeholder ca. 120-160 boliger og hver især har et centrum og et torv, hvor et net af korte bystræder mødes. Klyngerne bliver adskilt af grønne landskabskiler, der giver mange boliger med direkte udsyn til det omkringliggende landskab.

Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen, glæder sig over udsigten til en bydel, der balancerer mellem et bymæssigt og landskabeligt udtryk.

“Det har været en spændende konkurrence at være med til. Vi får med det vindende projekt mulighed for at realisere en bydel, der i boform og tæthed lægger sig mellem Stationsområdets tætte by og Egedals klassisk spredte parcelhuskvarter. Samtidig kan projektet realiseres i etaper over mange år,” siger Vicky Holst Rasmussen.

Input fra borgerne

Det er tanken, at den nye plan fra Vandkunsten skal suppleres med input fra arkitektvirksomhederne Cobe og Holscher Nordbergs konkurrenceforslag, der også gav visionære og spændende bud på udviklingen af området og sammentænkning af arkitektur og natur. Samtidig er der et stort ønske om at få input fra borgerne, der får mulighed for at høre mere om planen på et borgermøde og via en udstilling af arkitektvirksomhedernes konkurrenceforslag på Egedal Rådhus i maj. 

“Jeg har stor tillid til det vindende projekt og vores samarbejdspartnere, Industriens Pension og 2L Projektudvikling. De har udvist stor loyalitet over for Egedals vision for byudviklingen, og vil gøre meget for, at vi får en rigtig god bydel ud af det, hvor natur og fællesskab er de vigtigste omdrejningspunkter,” siger Egedals borgmester, Vicky Holst Rasmussen. 

Vejanlæg minimeres

Den nye helhedsplan lægger op til, at bebyggelserne bliver højest ind mod den eksisterende by og trapper ned ud i mod landskabet. Det er en vigtig del af projektets bæredygtighedsprofil, at vejanlæg og infrastruktur minimeres, og det hele bliver opført i bæredygtige byggematerialer. 
Alle boligerne bliver udviklet efter høje bæredygtighedsstandarder og forventes som minimum at blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld. 

“Vi har modtaget tre visionære forslag til Landskabsbyen i Egedal og på den baggrund haft mange spændende drøftelser i dommerkomitéen. Vandkunsten udpeges som vinder af parallelopdraget med et robust hovedgreb, der indfrier ambitionen om at skabe en visionær og realiserbar boligby i landskabet med plads til fællesskaber og byliv,” siger Mathias Seidenfaden Busck, adm. direktør i 2L Projektudvikling.

Industriens Pensions investering omfatter den sydlige del af Landskabsbyen, og senere er det kommunens plan, at den nordlige del af Landskabsbyen også skal udvikles. Med begge etaper forventes området at kunne rumme op mod 1.600 bæredygtige boliger.

Faktaboks:

Den nye helhedsplan for Landskabsbyen i Egedal

Vandkunstens helhedsplan for Landskabsbyen i Egedal nord for København er baseret på en mangfoldig bydel med blandede boligtyper. Bydelen kommer til at skyde op i tæt samspil med den omkringliggende natur, og vejanlæg og infrastruktur minimeres.

Landskabsbyen bliver bygget op om en række klynger, der hver indeholder ca. 120-160 boliger og hver især har et centrum og bliver adskilt af grønne landskabskiler. I alt får bydelen op mod 900 boliger, men det præcise antal ligger ikke fast. 

Der er lagt op til, at de enkelte etaper i byggeriet er fuldt funktionsduelige fra starten og arkitektonisk og landskabeligt kan tåle at ’stå alene’. Der tilstræbes stor variation i skala og udtryk i de kommende boliger, og alle boliger får private udearealer i form af haver, terrasser og gårdrum. 

Den nye helhedsplan lægger op til, at der plantes et betydeligt antal træer i bydelen, og det er tanken at etablere bl.a. shelter, bålpladser og andre aktiviteter i naturområderne op mod bydelen. Der etableres derudover et stisystem, der kobler sig op på det eksisterende stinet, som sikrer adgang til S-tog station, skole, naturområder.

Arkitektkonkurrencen blev afholdt som et parallelopdrag, og ud over Vandkunsten kom arkitektvirksomhederne Cobe og Holscher Nordberg med planer for den kommende bydel. Alle tre bud begejstrede dommerkomitéen, der bestod af Egedal Kommune, Industriens Pension, 2L Projektudvikling og to fagdommere. Det er planen at bruge delelementer fra alle de tre visioner for området.