Industriens Pension ansætter erfaren lederprofil som ny HR-chef





Industriens Pension har ansat Karin Sass som ny HR-chef. Hun kommer med solid ledelseserfaring fra flere store selskaber og har arbejdet med HR gennem hele karrieren. 

Som ny HR-chef i Industriens Pension kommer Karin Sass til at stå i spidsen for en afdeling, der arbejder med hele paletten af HR-opgaver. 

Hun får en nøglerolle i arbejdet med at sikre en fortsat udvikling af Industriens Pension som en attraktiv og dynamisk arbejdsplads, ligesom hun kommer til at arbejde med medarbejder- og ledelsesudvikling på tværs af hele organisationen.

Karin Sass har arbejdet med HR i mere end 25 år, heraf de seneste 15 år i forskellige lederroller i den finansielle sektor. Senest kommer hun fra en rolle som HR Manager i Nordea, hvor hun var leder af en nordisk afdeling på 30 medarbejdere.

Høj trivsel blandt medarbejderne
I Industriens Pension kommer Karin Sass til at referere til forsikringsdirektør Joan Alsing, der er en del af selskabets ledelse og glæder sig til samarbejdet.

”Karin Sass er en ildsjæl, der kommer med stor ledererfaring, entusiasme og omfattende erfaring fra mange spændende HR-projekter. Jeg er overbevist om, at Karin med hendes brede erfaring kan bidrage til både leder- og medarbejderudviklingen, alverdens strategiske HR-projekter og ikke mindst til arbejdet med at sikre en fortsat udvikling af Industriens Pension som en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel blandt medarbejderne,” siger Joan Alsing.

Mange år som HR Manager 
Karin Sass har en Master of Science i Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Derefter arbejdede hun i en årrække med HR i medicinal- og bioteksektoren, og siden 2006 har hun arbejdet i den finansielle sektor, heraf som leder siden 2008. Hun har bl.a. været HR Manager i Max Bank og i Finansiel Stabilitet og senest har hun haft forskellige lederroller inden for HR i Nordea.

Karin Sass overtager stillingen som HR-chef efter Mette Bruun, der efter mange år i stillingen har valgt at blive HR seniorkonsulent i Industriens Pension og dermed vende tilbage til en række af de specialistopgaver inden for HR, som hun brænder for.

Privat bor 54-årige Karin Sass på Islands Brygge i København. Hun har fire udeboende voksne børn. Karin Sass tiltræder stillingen i Industriens Pension den 1. august.