Knap hver anden dansker har ikke taget stilling til arv af pensionen: Har du?

Næsten hver anden dansker har ikke taget stilling til, hvem der skal have udbetalt pension og livsforsikringssum, når de dør. Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for Industriens Pension. Men det kan være en god idé at sikre, at det er de rigtige personer, der står til at få pensionspengene.





Ved du, hvem der arver din pensionsopsparing, hvis du går bort? Hvis du må svare ’nej’ på det spørgsmål, er du langt fra alene. En undersøgelse foretaget af Epinion for Industriens Pension blandt 1.025 danskere med en pensionsordning viser, at 44 procent ikke har taget aktivt stilling til, hvem der skal arve pensionspengene og en eventuel livsforsikringsudbetaling, når de går bort. 

Undgå at ekskæresten løber med pensionspengene
Hos Industriens Pension anbefaler man, at man sikrer sig, at det er den helt rigtige arving, der står som begunstiget. Det vil nemlig betyde, at pensionspengene går til den eller de ønskede personer og ikke lander i uønskede hænder. 

”Vi anbefaler, at man tager aktivt stilling til, hvem der skal arve. Det er en rigtig vigtig overvejelse at gøre sig – for ønskerne til, hvem der skal have opsparingen eller forsikringssummen udbetalt, varierer fra person til person,” siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension. 

Et klassisk eksempel handler om at sikre, at det ikke er ekskæresten, der står som arving, hvis man tidligere har indsat sin samlever som såkaldt begunstiget. 

Pengene går som udgangspunkt til nærmeste pårørende
Hvis du ikke tager aktivt stilling, udbetaler de fleste pensionsselskaber, herunder Industriens Pension, automatisk til nærmeste pårørende. Det kan eksempelvis betyde, at det er en samlever og ikke dine børn, som vil modtage pengene, når du går bort. 

”Her i 2023 er der jo mange forskellige familie- og samlivsformer, og eftersom alle ikke bliver gift, er det kun endnu mere relevant, at man tjekker og tager aktivt stilling til, hvem der skal arve pensionspengene – for der udbetales nemlig som udgangspunkt til nærmeste pårørende,” siger Joan Alsing. 

Du kan altid kontakte dit pensionsselskab og få oplyst, hvem der står til at arve pengene fra din pensionsordning. Samtidig kan du naturligvis også fortælle dem, hvem du vil have indsat som begunstiget. 

Har du aktivt taget stilling til, hvem der skal arve dine pensionspenge, hvis der skal udbetales noget, når du går bort?
  Procentandel  
Ja
Nej
Ved ikke
Total 
53 %
44 %
3 %
100 %
Kilde: Epinion-undersøgelse for Industriens Pension blandt 1.025 danskere i den erhvervsaktive alder.

Log ind på 'Min side' og ret din begunstigelse.