Bjarne Christensen har altid interesseret sig for sin pension, for ”det er rart at vide, hvad man har at gøre godt med, når man bliver gammel”. Alligevel kom det som en overraskelse, at han kunne få meget mere ud af sin opsparing end hidtil antaget ved at gøre nogle ting på en lidt smartere måde.
”For nylig ringede jeg til Industriens Pension i en anden anledning, og så blev jeg spurgt, om jeg havde fået tilbudt en senioranalyse. Det havde jeg sådan set ikke hørt om før, men det drejer sig om, at man ser på hele husstandens pensionsforhold på én gang. Man ser for eksempel på, om det, man har sparet op indtil nu er nok, eller om man skal sætte mere til side,” fortæller Bjarne Christensen.
”Selve samtalen gik ud på, at jeg blev ringet op af Gerner fra Industriens Pension, og så blev man linket op på hans computer, så jeg kunne sidde og følge med på min computer. Det var faktisk rigtig givende, for det var lynhurtigt at se, og han var rigtig god til at forklare.”
Industriens Pension forklarede blandt andet Bjarne Christensen, at han kunne begrænse modregning i offentlige ydelser ved at hæve pengene på en bestemt måde, og ved at strække sin ratepension ud over en længere periode.
”Helt konkret kom der det ud af det, at ved at hæve pengene i den rækkefølge, som Gerne anbefalede, vil vi faktisk få 276.000 kr. mere ud af det, og det er jo rigtig mange penge,” siger Bjarne Christensen.
Er du fyldt 55 år, kan du også få en gratis senioranalyse.