Industriens Pension får international anerkendelse

Industriens Pensions markedsrenteprodukt blev i går fremhævet og tildelt en international pris. Det skete på de europæiske pensionsselskabers årlige investeringskonference i Wien, som arrangeres af Investment & Pension Europe (IPE).

IPE betegnede ved prisoverrækkelsen Industriens Pensions markedsrenteprodukt som banebrydende i den europæiske pensionsbranche.

Industriens Pensions design af markedsrenteproduktet gør det muligt for medlemmerne i pensionsordningen at opretholde en høj investeringsrisiko gennem hele livet, så de også kan opnå et højt afkast i den periode af deres liv, hvor deres opsparing er størst.

Udover anerkendelsen af markedsrenteproduktet blev Industriens Pension kåret til Danmarks bedste pensionsselskab.

“Vi er meget stolte over den internationale anerkendelse af vores markedsrenteprodukt, som gør det muligt at sikre medlemmerne et højere afkast, end man kan i mere traditionelle pensionsordninger med markedsrente”, siger adm. direktør Laila Mortensen.

Industriens Pension har gennem de seneste ti år opnået et afkast på 8,9 procent om året i gennemsnit. De danske pensionsselskabers gennemsnitlige afkast ligger i samme periode på 6,5 procent, viser tal fra Finanstilsynet.

Industriens Pension har 400.000 medlemmer og er dermed et af landets største pensionsselskaber.

Om IPE

Investment & Pension Europe er en organisationen, der arbejder med at styrke det faglige samarbejde om investerings- og pensionsforhold på europæisk plan og står bl.a. for udgivelsen af et fagmagasin om investering og pension. Udvælgelsen af prismodtagerne sker på baggrund af materiale indsendt af pensionsselskaber.