Gode Wind 2-vindmølleparken vil kunne levere CO2-fri strøm svarende til det årlige elforbrug for mere end 260.000 husstande. Opførelsen begynder i 2015, og vindmølleparken forventes at være i fuld drift sammen med naboparken Gode Wind 1 i 2016.
”Vi er meget glade for at være med i dette projekt. Med investeringen kan vi sikre vores pensionskunder et stabilt afkast mange år frem. Samtidig er det også tilfredsstillende, at vi er med til at skabe danske arbejdspladser og bidrager til omstillingen til vedvarende energi”, siger Laila Mortensen, administrerende direktør i Industriens Pension.
Det er DONG Energy, der står for opførelse og drift af vindmøllerne. DONG Energy vil desuden have ansvaret for salg af elproduktionen.
DONG Energy vil fremover eje halvdelen af vindmølleparken. Udover Industriens Pension er det PKA-pensionskasserne, Lærernes Pension og Lægernes Pensionskasse, der nu bliver medejere af den nye havvindmøllepark til i alt 9 mia. kr.
Industriens Pension har investeret 6 mia. kr. inden for energi og andre former for infrastruktur og vil øge disse investeringer i de kommende år. Ca. 20 % af investeringerne er foretaget inden for vedvarende energi. Industriens Pension har eksempelvis investeret i vandkraftværker, jordvarme- og biomasseanlæg samt vind- og solparker i Europa, USA og nye vækstlande.