Selv om der er lang tid til, at pengene kommer til gavn, kan det godt lune lidt at vide, at ens pensionsopsparing sidste år voksede med 20.000 kroner i rent afkast. Det var tilfældet for en typisk kunde i Industriens Pension, der er i slutningen af 40’erne og har indbetalt til pensionsordningen, siden Industriens Pension blev etableret i 1993.
”I 2013 var det især stigningen i aktiekurserne i Danmark og udlandet, der var med til at give en god forrentning af pensionsopsparingen”, siger Jan Østergaard, der er investeringsdirektør i Industriens Pension.
Jo yngre man er, des større har afkastet været i 2013. Det skyldes, at andelen af aktier er større, når man er ung. 40-årige fik eksempelvis et afkast på 9,3 procent, mens 60-årige måtte ’nøjes’ med 5,6 procent i afkast.
”Aktierne kan give et højere afkast på længere sigt end obligationer, men de er også mere risikobetonede. Det gør ikke noget, når der er mange år, til man skal pensioneres. Men det er selvfølgelig ikke heldigt, hvis man mister en stor del af sin opsparing, lige før man går på pension på grund af et dårligt år. Derfor består ens opsparing mest af aktier, når man er ung, og efterhånden som man bliver ældre, stiger andelen af obligationer. Det sørger vi for”, forklarer Jan Østergaard.
Alder | Afkast |
---|---|
40-årig kunde | 9,3 % |
50-årig kunde | 8,0 % |
60-årig kunde | 5,6 % |
70-årig kunde | 3,2 % |
Du kan tjekke, hvor meget din pensionsopsparing er vokset i 2013 ved at logge på Min side med NemID. Her kan du også få mange andre oplysninger om din pension.