Tilbage i marts 2014 begyndte det ambitiøse anlægsprojekt med et budget på ca. 10 mia. kr. og kun 11 måneder senere producerede den første mølle strøm. Alle møller er nu på plads, og dermed er både budget og tidsplan blevet overholdt, hvilket allerede gør havmølleparken til en succeshistorie.
”Vi er meget tilfredse med forløbet, og glæder os over, at havmølleparken er blevet opført inden for tidsplan og budget. Med denne investering er vi med til at sikre vores medlemmer et godt afkast, samtidig med vi har været med til at skabe arbejdspladser og grøn energi til rigtig mange mennesker,” siger investeringschef i Industriens Pension, Henrik Nøhr Poulsen.
Udover Butendiek Havmøllepark har Industriens Pension også investeret i havvindmølleparken Godewind II.
Butendiek Offshore Wind Park er udviklet af wpd AG – en af de førende tyske udviklere af vindmølleparker – og investorerne er, udover Industriens Pension og PKA, Siemens Project Ventures, Marguerite Fund samt wpd AG. Butendiek er placeret i den tyske del af Nordsøen ca. 32 km vest for øen Sild. Den samlede pris for projektet er 10 mia. kr.
Opførelsen af havmølleparken har givet beskæftigelse til mere end 1.000 personer i anlægsfasen og til omkring 350 personer, når møllerne er i drift. Møller og fundamenter er produceret i Danmark. Afskibningshavn for møller og fundamenter har været Esbjerg, og projektets servicehavn er Havneby på Rømø.
Sidste år blev projektet kåret som ’årets europæiske energi-investering’ af internationale finanseksperter (Infrastructure Journal and Project Finance Magazine).