Lynhurtige til det meste

Fire ud af fem medlemmer, der ringer til Industriens Pension, får afsluttet deres henvendelse, mens de er i telefonen.

medlemsserviceKan jeg få udbetalt min alderspension? Hvornår får jeg min pension? Jeg er blevet alvorligt syg, hvordan er jeg forsikret?... Hver dag er medarbejderne i Industriens Pension klar til at svare på mange spørgsmål om pension og forsikring.

”Vi har minimeret brugen af blanketter og undgår dermed tunge og ineffektive postgange. I dag kan vi hjælpe et medlem med langt de fleste spørgsmål og komme hele vejen rundt udelukkende over telefonen. I 80 pct. af tilfældene kan vi færdiggøre henvendelsen, mens vi taler med medlemmet”, siger Maria Edelmark Schioldann, der er leder af Medlemsservice.

Medarbejderne bestræber sig på, at den telefoniske betjening opleves så imødekommende som muligt, og medarbejderne bruger gerne lidt ekstra tid på at forklare, hvordan tingene hænger sammen.

”Hele vores værdisæt og adfærd bygger på, at vi er der, når medlemmerne har brug for det – helt enkelt, og det skal også kunne mærkes gennem røret”, siger Maria Edelmark Schioldann.

 

Kritisk sygdom prioriteres højt

En af de vigtige opgaver for medarbejderne i Medlemsservice er at hjælpe de medlemmer, der rammes af kritisk sygdom. Så snart Industriens Pension har fået den nødvendige dokumentation, går det hurtigt. Typisk vil medlemmet kunne få en afklaring inden for to dage.

”Det kan slet ikke komme på tale, at et medlem, der er ramt af en alvorlig og måske livstruende sygdom skal vente i månedsvis på en afgørelse. De skal have, hvad de har ret til – og helst så hurtigt som muligt. De 100.000 kr., som er standard udbetalingen ved kritisk sygdom, kan jo også være et lille plaster på såret i en svær tid, så det er klart, at vi prioriterer det højt”, siger Maria Edelmark Schioldann.