Få mere i pension

Du kan booste din pension uden at tage penge op af lommen, hvis du bruger fritvalgspengene til pension.

Inden 1. april skal din arbejdsgiver have besked om, hvordan du vil bruge fritvalgskontoen for ferieåret 2017/2018.

Beregninger viser, at hvis du fx indbetaler 250 kr. om måneden i 30 år, kan du få mere end 100.000 kr. udbetalt, når du går på pension. 

”Fritvalgsordningen er en god genvej til at spare ekstra op til pension uden at skulle have penge op af lommen,” siger Joan Alsing, forsikringsdirektør i Industriens Pension.

Flere muligheder med ny overenskomst
Industriens Overenskomst for 2017-20 er lige nu til afstemning. Bliver overenskomsten vedtaget, vil det blandt andet betyde, at fritvalgsordningen kan bruges på flere måder. Nemlig:

 

  • Børnefamilier med børn op til 14 år kan købe 2 børneomsorgsdage.
  • Midt i livet kan man spare ekstra op til pension eller få flere feriepenge.
  • Seniorer kan købe sig til seniorfridage, så arbejdslivet kan trappes ned gradvist.

Samtidig er der lagt op til, at indbetalingen til fritvalgskontoen skal stige fra 2 % til 2,7 % i 2017, 3,4 % i 2018 og 4 % i 2019.

Sådan gør du
Hvis du gerne vil bruge fritvalgskontoen til pension, skal du give din arbejdsgiver besked.

Som udgangspunkt bliver pengene sat ind på en ratepension.

Hvis du hellere vil spare op til aldersopsparing, skal du give besked til Industriens Pension. En aldersopsparing bliver udbetalt på en gang og modregnes ikke i folkepensionen.