De dansk finansierede havvindmølleparker, Gode Wind 1 og 2 i den tyske del af Nordsøen, er nu i fuld drift og klar til at levere grøn strøm til op mod 600.000 tyske husstande.
Industriens Pension ejer 10,4 procent af Gode Wind 2-parken, der vil levere CO2-fri strøm svarende til det årlige elforbrug for mere end 260.000 husstande.
”Investeringen i Gode Wind 2 giver stabile og attraktive afkast til vores medlemmer i mange år frem. Jeg er også meget tilfreds med, at vi med investeringen bidrager til den grønne omstilling og har bidraget med mange arbejdspladser i Danmark, hvor vindmøllerne er produceret,” siger chef for unoterede investeringer i Industriens Pension, Jan Østergaard.
DONG Energy ejer halvdelen af Gode Wind 2, og ud over Industriens Pension er også PKA, Lærernes Pension og Lægernes Pensionskasse medejere af havvindmølleparken.
Industriens Pension har i alt investeret over 17 mia. kr. i energi og andre former for infrastruktur. Det svarer til ca. 11 pct. af den samlede portefølje. Inden for vedvarende energi har Industriens Pension bl.a. investeret i vandkraftværker, jordvarme- og biomasseanlæg samt vind- og solparker i Europa, USA og nye vækstlande.