Oktober har været hård ved aktierne

Aktiemarkederne er faldet betydeligt i oktober, og det kan ses hos investorer verden over. Læs, hvordan investeringsdirektør i Industriens Pension, Karsten Kjellerup Kjeldsen, vurderer den aktuelle aktieuro.

Oktober har været en hård måned ved aktiemarkederne over det meste af verden. Det er en cocktail af bl.a. truende handelskrig, politisk uro i Italien og stigende amerikanske renter, der har ført til den værste aktiemåned i mange år.

Udviklingen kan ses hos investorer og pensionsselskaber verden over, der efter mange år med høje afkast lige nu er udfordret af de faldende aktiemarkeder. Det gælder også i Industriens Pension, selv om vi har meget spredte investeringer i forskellige aktiver og dermed er mindre sårbare end mange andre, når aktierne går den forkerte vej.

Godt rustet på lang sigt
Investeringsdirektør i Industriens Pension, Karsten Kjellerup Kjeldsen, fastslår, at udsigterne er fine på lang sigt, om end vi næppe kan forvente lige så imponerende afkast de kommende år, som vi har været vant til de seneste årti. Det er samtidig uundgåeligt, at der kommer perioder med uro på markederne, der påvirker opsparingen på kort sigt.

”Det er naturligvis ærgerligt for alle, at afkastet i 2018 er påvirket af markedsuroen. Men som pensionsopsparer lever man af gode langsigtede afkast, og her er vi rigtig godt rustet i Industriens Pension. Vi har også store investeringer i f.eks. infrastruktur, ejendomme og forskellige typer obligationer, og netop vores meget spredte investeringer har sikret stærke langsigtede resultater i vidt forskellige situationer,” siger Karsten Kjellerup Kjeldsen.

Helt i top på langsigtet afkast
Han henviser til, at Industriens Pension ligger helt i top i branchen, når det gælder høje langsigtede afkast. Industriens Pension har de seneste ti år leveret et gennemsnitligt afkast på 9,5 procent om året.

”Med vores sammensætning af investeringer har vi alle forudsætninger for fortsat at ligge i toppen i de kommende ti år. Vi venter fortsat at kunne levere solide langsigtede investeringsafkast. Jeg tror dog, at alle må indstille sig på et lidt lavere afkast i det kommende årti, da markederne formentlig vil have lidt mindre fart på,” siger Karsten Kjellerup Kjeldsen.
 
Du kan se afkastet for forskellige pensionsselskaber på branchens fælles sammenligningsportal, faktaompension.dk, og du kan løbende følge dit afkast på Min side