Industriens Pension kåret som årets investor i infrastruktur

Industriens Pension har vundet en international pris for selskabets investeringer i infrastruktur, der udgør over 17 mia. kr. Det skete ved IPE Real Estate Global Awards i Milano tirsdag aften.


Butendiek vindmøllepark
Industriens Pension er blevet kåret som den bedste globale investor i infrastruktur i konkurrence med pensionsselskaber fra hele verden. Bag kåringen står en række eksperter og organisationen IPE (Investment & Pensions Europe), der hvert år samler institutionelle investorer fra hele verden til IPE Real Estate Global Awards.

”Vi er rigtig glade og stolte over anerkendelsen. Investeringer i infrastruktur er i dag en meget vigtig byggeklods i den samlede portefølje, og området har leveret meget stabile og positive bidrag til det samlede investeringsafkast i rigtig mange år,” siger Jan Østergaard, chef for unoterede investeringer i Industriens Pension.

Havvindmølleparker, motorveje og rastepladser

Industriens Pension foretog sine første investeringer i infrastruktur tilbage i 2006 og har løbende udbygget området. Investeringerne har siden da leveret solide tocifrede årlige afkast, og området er samtidig med til at sikre god risikospredning i den samlede portefølje.

Infrastrukturinvesteringerne fordeler sig på en række vidt forskellige områder og dækker bl.a. over vedvarende energi, forsyningsaktiver, transportinfrastruktur og investeringer i social infrastruktur som f.eks. hospitaler og skoler.

Blandt investeringerne finder man bl.a. havvindmølleparkerne Butendiek og Godewind II samt motorveje og rastepladser i forskellige dele af verden. 

”Industriens Pension har en fantastisk forståelse af sektoren, hvilket bl.a. kommer til udtryk i selskabets analyser af begrænsninger som illikviditet og omkostninger,” lød det i en skriftlig kommentar fra dommerne ved IPE’s kåring.

Industriens Pension har investeringer i infrastruktur på i alt 17 mia. kr. fordelt på næsten 350 forskellige aktiver. Investeringerne udgør lidt over 10 procent af den samlede portefølje.