Ann-Louise Winther
”Det er super dygtige mennesker, der arbejder i IP. Og den høje faglighed bliver brugt konstruktivt til at finde gode løsninger og løfte hinanden. Det er en helt central årsag til, at jeg er meget glad for at være en del af IP. Ann-Louise Winther, Chef for ansvarlige investeringer og bæredygtig udvikling, ansat siden 2022

Fører strategi for bæredygtige investeringer ud i livet

Jeg er leder for et team, der arbejder med at integrere ansvarlighed og bæredygtighed i investeringer. Vi er et team på tre, der hører til i investeringsafdelingen, og som har til formål at understøtte vores investerende teams.

Jeg har en baggrund som makroøkonom og har arbejdet med ESG-området i flere år. Min rolle er at sikre, at vi fører vores bæredygtighedsstrategi ud i livet. Det er et område i rivende udvikling, og med en stor portefølje er der mange steder, vi kan sætte ind. Så min opgave er bl.a. at prioritere indsatsen og lægge en linje ud fra den strategi, bestyrelsen har lagt.

 

Bliver både diskuteret livligt og nørdet igennem 

I teamet sidder vi med hver vores områder, men arbejder tæt sammen om opgaverne.  Det gør vi både, fordi det gør os klogere og for at kunne tage over for hinanden. Så på vores fælles kontor bliver der både ført livlige diskussioner og nørdet igennem på data.

Der er også et tæt parløb med resten af investeringsafdelingen, som vi møder på kryds og tværs hver dag. Vi er på ingen måde en isoleret funktion, vi skal interagere tæt med alle i investeringsafdelingen, og jeg oplever, at der er en god ånd blandt alle til at finde frem til den bedste løsning i fællesskab. 

 
Ann-Louise Winther

Tid til at træffe velovervejede beslutninger 

Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med alle de dilemmaer, der knytter sig til ansvarlighed, og det er spændende hele tiden at udvikle vores tilgang i takt med, at data bliver bedre. Samtidig er det et område, der sjældent er sort/hvidt, og i praksis kan det være komplekst at navigere i, hvad der er det rigtige at gøre. 

Derfor er det ekstra fedt, når vi har været godt omkring en problemstilling og truffet den rigtige beslutning. Og det er det gode i IP. Der er tid til at lave en ordentlig analyse og vurdering, så man kan gå hjem med en god mavefornemmelse og ikke bare have ridset i overfladen. 


Høje ambitioner og en karriere i balance går hånd-i-hånd 

Jeg synes bestemt, der er høje ambitioner, og der bliver sat høje krav. Jeg kan arbejde rigtig meget, når der er noget, der skal ud over rampen. Men der er også tid til at have et liv ved siden af, og i IP er der en sund respekt for det liv, der er udenfor arbejdet.


Hele KBH rundt – altid på cykel

Jeg bor midt i København med min mand og tre døtre tæt på IP. Og selvom jeg har et travlt arbejds- og familieliv, holder jeg meget af at bruge byen. Jeg elsker kultur og gode madoplevelser, og jeg har heldigvis placeret mig et sted, hvor jeg hurtigt kan komme til alt det på cyklen.

Ann-Louise Winther

Job i Industriens pension

Fangede Ann-Louises fortælling din interesse?

Få besked, når der dukker nye stillinger op i Ansvarlige Investeringer.